Autisme & ADHD

Jeg kan godt mærke, om der er samarbejde mellem skole og hjem. Så det at tro, det er en voksenting, er i min optik en fejl. Jeg kan godt mærke om mine forældre bliver hørt og anerkendt eller om skolen ikke lytter til, hvad mine forældre siger.

Jeg er 19,5 år og har gået på 11 forskellige skoler.

I kan læse meget mere detaljeret om mine skoler i mit indlæg ”lige ret eller lige vilkår.”

Jeg har ingen 9. klasses afgangsprøve. Jeg har ellers forsøgt mange gange. Jeg har en eksamen, det er i matematik på D niveau (10. klasse). Jeg fik 12 i både mundtlig og skriftlig matematik, så jeg ved jo godt, at det ikke er intelligensen, der er problemet.

I mange år har det frustreret mig grænseløst, at jeg ikke bare kunne tage den. Jeg har nu indset, at jeg ikke kan tage den på almindelige vilkår.

En ting, der har været afgørende for, at jeg har indset det og fundet ro omkring, at sådan er det, det er, at jeg nu ved hvorfor, det er sådan. Jeg havde ikke de rette vilkår og muligheder, som alle de andre til at kunne det. Det svarede til, at de andre bare skulle løbe 5 km, men jeg skulle ud at løbe et maraton på 42,2 kilometer. De andre havde fået træning til det, men jeg skulle bare kunne det. Det kan man ikke, det er i hvert fald en alt for stor, udmattende og stressende udfordring, som man ikke bør udsættes for.

Jeg ved at rigtig mange unge med særlige behov, sidder med en følelse af ikke være ligeså gode som ens jævnaldrende. Jeg har selv haft den tanke rigtig meget, især i forhold til det her med at gå i skole. For hvorfor kunne alle mine klassekammerater komme i skole nærmest hver dag? Der var lige de der sygedage, enkelte særlige tilfælde, hvor de havde fri og nogle gange var det også bare pjæk, fordi de ikke lige gad.

Men når jeg ikke kommer i skole, så er det ikke fordi, jeg ikke lige gider. Så er det fordi, jeg ikke har overskuddet og føler det er en umulig kamp at tage. Jeg har virkelig mistet lysten til at gå i skole, for jeg føler slet ikke, jeg bliver set i forhold til mine evner.

Mine forældre gav mig lov til at blive hjemme, for de kender mig og ved at det ikke var fordi jeg ikke bare lige gad. Hvis jeg kunne, ville det da være nemmest at kunne tage af sted hver dag ligesom alle andre. I stedet for at være der hjemme og nærmest være syg på grund af at være så psykisk udmattet og uden overskud.

Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor er der så mange på spektret, der ikke har været i skole i op til flere år?

Det synes jeg er ufatteligt, at der ikke snart sker en ændring, så vi alle har lige vilkår til at komme i skole. For nej, jeg kan ikke bare tage mig sammen og være neurotypisk (en uden autisme) i de timer, jeg er i skole også være autist, når jeg er hjemme. Det brænder jeg sammen af. Jeg har brug for at vide, at det er okay at være mig, også selvom jeg ikke er ligesom alle de andre.

Det ville da være smart, hvis man lige kunne skrue op og ned for, hvor autistisk man lige havde lyst til at være. Sådan fungerer det bare ikke, autismen er der hele tiden. Når vi trives er de negative symptomer ikke lige så voldsomme, som når vi ikke trives. Desværre er der flest, der ikke trives.

Jeg har været rigtig god til at holde det inde og forsøge at skrue ned for min autisme i skolen. Det der så skete, når jeg kom hjem, var at min autisme, kom meget mere til udtryk og jeg fik mange flere nedsmeltninger (melt downs, hvor det autistiske sind lukker ned, nogle reagerer ud af til, andre gør ikke)

Jeg ved, at når jeg ikke trives, er mit antal af nedsmeltninger stærkt forøget.

Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der venter med at vise sine sande følelser til de er hjemme. Der er det så vigtigt, at skolen forstår, at det har ikke noget at gøre med at mine forældre er dårlige forældre, når jeg kun får nedsmeltninger derhjemme. Tvært imod så har mine forældre skabt en så tryg base, at jeg kan vise mine sande følelser. Og at jeg kan komme ud med mine frustrationer, som kun kommer frem, når jeg er tryg. Der er forskellen.

Hvis skolen fungerede, ville jeg heller ikke få nær så mange nedsmeltninger. For så ville der ikke være frustrationer på samme plan, der først kom til udtryk derhjemme i form af en nedsmeltning.

Det er ærgerligt, at der er kommet så forvrænget et billede af det, for det skaber mere frustrationen, end det på nogen måde gavner os på spektrets situation.

Vi på spektret er individer med hver vores personlighed. Vi har en fælles kerne ligesom at dem der ikke er på spektret er individer, så har de også den samme kerne. Med kerne mener jeg det samme system, som hjernen tænker, føler, reager og generelt opfatter på.

Noget af det vigtigste for mig, når jeg starter et nyt sted, er at fortælle både lærere og min klasse om mig og mine udfordringer. Så alle ved at sådan er jeg og der ikke kommer en masse snak i krogene omkring mig. Det gør det nemmere for mig, men det gør det også nemmere for både de andre elever og lærere. Jeg ved, at man ikke kan forvente at andre elever kan hjælpe en med særlig meget. Men ved at sige det, kan man fortælle dem, hvor det ville være rart, hvis de ville prøve på at hjælpe. Jeg ved godt, at det største ansvar ligger hos mig, men nogle ting kan man ikke gøre uden hjælp fra andre.

En lærers rolle i forhold til at hjælpe er meget større, end hvad man kan forvente af jævnaldrende elever. Det er vigtigt at vide, at jeg ikke søger hjælp bare for at være på tværs og få opmærksomhed, men faktisk fordi der er nogle ting, jeg ikke kan selv.

Så kære alle jer, der arbejder med os på spektret, lyt til os og vores forældre.