Autisme & ADHD

Jeg er 19,5 år gammel og har siden jeg startede i 0. klasse i august 2003, gået på 11 forskellige skoler.

Jeg skiftede skole for første gang midt i 4. klasse. Inden da havde der allerede været et skift for mig, for da jeg startede i tredje, var det i en ny klasse. Da vi skulle deles op i flere klasser, fra 3 til 4 klasser.

Jeg var uden en diagnose på det her tidspunkt, men det betyder ikke, at jeg ikke var anderledes. Som månederne gik, fik jeg flere og flere fraværstimer og til sidst var jeg kun til undervisning ved en lærer.

Da jeg havde gået på den anden skole, som også var en folkeskole, i kun 1,5 år, skiftede jeg skole igen. Denne gang til en friskole. En af de store grunde, var også fordi at den eneste lærer, jeg havde til sidst, skiftede arbejdsplads til den friskole, så jeg fulgte med.

Et halvt år inden jeg skiftede til friskolen, havde jeg fået min Asperger diagnose. Jeg kom på en mindre skoler og det var bedre.

Men efter blot 1,5-2 år gik det ned af bakke, jeg havde færre og færre timer igen. Jeg blev der i tre år, fra 6. til og med 8. klasse. Men det sidste halve år af 8. havde jeg eneundervisning med skoleinspektøren, det vil sige, jeg var i skole 1-2 timer om ugen, resten af tiden sad jeg og lavede skoleprojekter derhjemme.

I august 2012 lige før jeg startede på efterskole, fik jeg tilføjet en diagnose, nemlig min ADHD diagnose.

Da jeg startede i 9. var det på efterskole, det endte med at blive et af de værste halve år i mit liv. For jeg havde ikke en som sådan klasse, da der var en klasse til os med særlige behov. Uden at lyde for selvglad, så var min intelligens højere end, hvad den klasse normalt var til. Så de meste af tiden, var jeg inde i den almindelige klasse, det var bare alt for stressende. Så jeg passede ikke ind. Jeg havde rigtigt svært ved det sociale.

Så da jeg kom til december, kunne jeg ikke mere. Jeg stoppede på den efterskole. En uge senere startede jeg på en ny, men det gik heller ikke godt. Jeg havde det bedre, men det var alt for hårdt for mig. Oveni kom lærer lockouten, så skolen var helt anderledes end først regnet, da mange lærer manglede. Efter 4 måneder på skolen, 1,5 måned uden at være der, tog jeg op for at hente mine ting. Det var i april 2013.

På det tidspunkt var jeg 15 år.

Så kom jeg på en specialskole for autister her i Sønderborg, det var mildest talt forfærdeligt. Jeg følte mig slet ikke forstået eller anerkendt. Så der gik jeg kun i 2 uger.

Uden en 9. klasses afgangsprøve, var jeg ved at være ret fortvivlet om hvad jeg så skulle gøre. Det endte med at jeg startede på en ungdomshøjskole, bare for at komme ud at prøve noget helt andet. Der startede jeg i januar 2014 og gennemførte det halve år, den første skole jeg har gennemført. Jeg var så heldig, at have den mest fantastiske og anerkendende støttelærer.

Jeg var sikker på, at nu kunne jeg godt få en 9. klasses afgangsprøve, men det skulle være på noget højskole lignende noget.

Derfor startede jeg på en fri fagskole, der var jeg kun en måned. Det var ikke godt overhovedet, selvom de sagde de havde kendskab til autisme, følte jeg mig igen slet ikke forstået i min autisme. Jeg var i en kontaktgruppe, hvor det kun var autister. Det mærkelige var, at vi var 7 autister i den kontaktgruppe til en lærer. De andre kontaktgrupper var kun 2-3 neurotypiske til en lærer, så de var færre end os. Så det var slet ikke optimalt.

Så valgte jeg at stoppe med at prøve, at gå i skole. Det er ikke mig, i hvert fald ikke på de vilkår, man sætter for den normale skolegang.

Det er nu 3 år siden, jeg var 16 år gammel og ret frustreret over, at jeg ikke havde den 9. klasses afgangsprøve. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage den lige som alle andre. Nu 3 år efter forstår jeg det bedre. Jeg havde ikke de rette vilkår og mulighed som alle de andre til at kunne det. Det svarede til at de andre bare skulle løbe 5 km, men jeg skulle ud at løbe et marathon på 42,2 kilometer. De andre havde fået træning til det, men jeg skulle bare kunne det. Det kan man ikke, det er i hvert fald en alt for stor, udmattende og stressende udfordring, som man ikke bør udsættes for.

Jeg fik i stedet et arbejde, hvor jeg stadig er i dag. Det er det mest fantastiske. Jeg føler mig set, hørt, respektret og anerkendt for den jeg er, mine styrker og at jeg har nogle evner andre ikke har. Jeg har en opgave, man normalt skal have en uddannelse for at sidde med, simpelthen fordi jeg har en evne der, hvor jeg er langt længere end andre på min alder.

I efteråret 2016 tænkte jeg at nu skulle der ske noget. Jeg skulle have den afgangsprøve. Så jeg startede på et afklarings- og indslusningsforløb, det gik rigtig dårlig. Efter to uger blev uddannelsen stoppet, da vi var for få elever. Jeg var der selv 8 ud af de 12 skoledage jeg gik der, de andre fire dage var der enten en anden eller tre andre. De var bare slet ikke lige som mig. De havde ikke den type udfordring, som jeg har.

Jeg ved nemlig, at det ikke er det boglige, der er min udfordring. Det er måden, det skal læres på for mig, der er meget anderledes.

Jeg startede så på enkeltfag og det var meningen, det skulle føre mig op til en eksamen et halvt år efter. Efter to uger stoppede jeg med det og kom over på fjernstudie.

Med en stor portion optimisme tænkte jeg, dansk, engelsk og matematik på niveau D (10. klasse) på blot to måneder også eksamen, den klarer jeg da.

Det var i slut september 2016 jeg startede med det. I oktober valgte jeg engelsk fra og i november valgte jeg dansk fra. Jeg vidste jo godt, at det med ”bare” at bestå ikke var nok for mig. Jeg ville have en god karakter og derfor skulle jeg kun fokusere på et fag. Jeg tog matematik, da det er mit yndlingsfag.

Jeg var til min første skriftlige eksamen den 9. december 2016, 2 dage efter jeg var fyldt 19. Den 13. december var jeg til min første mundtlige eksamen. Jeg er rigtig stolt af mig selv og synes det er okay, jeg praler med mine karakterer. Jeg fik nemlig 12 i begge dele. Det var en stor lettelse for mig, at jeg godt kan, når jeg får de rigtige rammer.

Det er nemlig der fjernstudiet, har givet mig en kæmpe åbenbaring. Jeg arbejder bedst, når jeg ikke skal stresses med de sociale oveni, som man skal i en almindelig klasse. Jeg kunne tage det i det tempo, jeg havde brug for. Dog inden for de deadlines der var blevet sat. Men det betød at havde jeg en dag med mega meget overskud, kunne jeg godt lave skolearbejde i 3-4 timer fordelt over hele dagen. Men havde jeg dage (dem var der nogle af hver uge), hvor der ikke var det store overskud, kunne jeg nøjes med 0-1 time fordelt på hele dagen.

Det var fantastisk at finde det sted, hvor man blomstrer.

Jeg har altid gerne ville på højskole og nu var tiden og overskuddet til det. Jeg startede på højskole i august i år. Det var en blandet oplevelse. Jeg har fået nogle gode venskaber derfra, men der var også nogle ting, der ikke fungerede. For selvom jeg har en stor selvforståelse, anerkendte og respekterede skolen ikke, at jeg faktisk godt vidste hvordan jeg trives bedst. Hele afslutningen på skolen, har været noget af det værste jeg har oplevet. Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske for mig. At jeg blev så misforstået og der ville kom så stor en konsekvens ud af noget, som jeg slet ikke opfatter på den måde. Jeg er her to uger efter stadig ufattelig påvirket af måden, det blev afsluttet på. At jeg aldrig har fået muligheden for at forklare mig og komme med min version af det hele.

Jeg er i dag 19,5 år og har flere erfaringer end mange får på et helt liv. Jeg har haft mange nederlag, men også mange sejre. Jeg er en fighter og kæmper mig frem til retfærdighed. Det er en lang og sej kamp, der kan virke umulig lige nu. Men på et eller andet tidspunkt, vil der forhåbentlig ske en ændring i de vilkår, der er i dag. De vilkår som betyder at alt for mange på spektret, ikke går i skole lige nu. Det er utroligt, at så mange skal nedbrydes, før der sker noget.

Jeg håber, min historie med mit skoleliv, har sat nogle tanker i gang hos jer.