Ledsagerkort
Jeg har set rigtig mange spørgsmål om ledsagerkort, derfor vil jeg i dette indlæg skrive noget om ledsagerkort.
De spørgsmål jeg vil besvare er:
• Hvad er et ledsagerkort?
• Hvorfor få et ledsagerkort?
• Hvor kan det bruges?
• Hvordan får man et ledsagerkort?
• Hvad så når det skal fornyes?
8. august 2017
• Hvad er et ledsagerkort?
Det er et kort på størrelse med et sygesikringskort (se billedet)
Et ledsagerkort er et kort der dokumenterer du er handicappet og derved har brug for noget hjælp. I mange tilfælde vil det være i form af en ledsager f.eks. ved offentlig transport, i forlystelsesparker osv. Deraf navnet ledsagerkort. Tit og ofte kan ledsageren komme ind/med billigere eller endda gratis.
Jeg kalder det selv ofte for et handicapkort, da det viser at man er handicappet. Da der på kortet er det verdensomspændende handicapsymbol.
Det synes jeg er rigtig smart, da man derved kan synliggøre at man er handicappet når har diagnoser som f.eks. autisme/asperger, ADHD og andre usynlige handicaps, der ikke kan ses på en.
Et ledsagerkort kan man få uanset alder. Uanset om det er et synligt eller usynligt handicap, hvis du bare har et dokumenteret behov for hjælp.
Et ledsagerkort koster 200 kroner og er gyldigt i tre år.
I kan læse meget mere om ledsagerkort på: http://www.handicap.dk/brugerservice/ledsagekort/
• Hvorfor få et ledsagerkort?
1) Det giver mange gode fordele også steder der ikke er nævnt på den liste over steder der officielt giver fordele. De steder på den liste er også de steder, hvor der mange gange gives rabatter. I kan se listen lige her: Tryk her for at se listen over de steder vi er bekendte med, at ledsagekortet kan benyttes
Man kan f.eks. også få hjælp i en lufthavn, det er ikke en rabat man kan få. Men en hjælp man kan få. For så kan det ses at jeg er handicappet også selvom det er usynligt for mig.
Eller f.eks. handicaptoiletter i Tyskland, da de toiletter er låst, men viser man en medarbejder ens handicapkort, så viser man samtidig et dokumenteret behov for hjælp og derved kan man få låst toilettet op.
Generelt set er det bare godt have med i rigtig mange sammenhænge, da man på en måde kan synliggøre et usynligt handicap.
2) Stor respekt omkring det i udlandet, godt nok får man ikke rabatter. Men i og med det verdensomspænde symbol for handicap er vist, så vil de gerne hjælpe en så godt de kan. Så det kan godt bruges andre steder end i Danmark til at få hjælp.
3) Som skrevet nogle gange, men synes den skal have sit eget nummer, det er at:
Det kan synliggøre din autisme/asperger, ADHD eller hvad man ellers har af usynlige handicaps.
4) En ting jeg også synes er rigtig godt ved ledsagerkort er, at man acceptere og står ved sin diagnose. Jeg ved at mange ikke har lyst til at fortælle om sin diagnose, hvilket jeg synes er synd. Da det ikke burde være noget at skamme sig over. Ved at få et ledsagerkort og måske endda bære det synligt, føler jeg at man har en større accept af sig selv og at man acceptere at ja man har brug for hjælp i nogle sammenhænge.
5) Den sidste grund for nu, jeg kunne finde mange flere. Men jeg synes ikke at opslaget skulle blive alt for langt, så man ikke gad læse det sidste. Men den sidste grund for nu er at med ledsagerkortet, så kan jeg holde til at tage en tur i en forlystelsespark.
Den forlystelsespark min familie kommer i primært er Legoland og derfor kan bedst skrive om hvordan det fungerer der. Men i Legoland så kan man få et Legoland vis-hensyn-kort, hvis man inde i informationsskranken viser ens ledsagerkort. Det vis-hensyn-kort i Legoland giver en mulighed for at komme ind af bagindgangen. Det betyder at jeg ikke skal stå i kø og blive udmattet af det. For jo jeg kan godt stå i kø. Men jeg kan ikke holde til lige så meget som andre kan, det vil sige at for mig er det hårdt at være af sted i bare 2-3 timer, kan jeg komme ind af bagindgangen og ikke skal stå i kø, kan jeg få lov til at prøve lige så meget, som dem der ikke bliver så nemt udmattet. Som sagtens kan være i Legoland f.eks. i 8 timer.
Ved at springe køen over fjerner jeg et stressmoment og ender ikke med kun at prøve to ting, fordi jeg ikke kun holde til mere den dag. Da det at prøve to ting tog 2 timer.
• Hvor kan det bruges?
Her er en liste over alle de steder det kan bruges, de står i postnummer orden:
Rul ned af siden http://www.handicap.dk/brugerservice/ledsagekort/ og tryk så på "Tryk her for at se listen over de steder vi er bekendte med, at ledsagekortet kan benyttes"
Grundlæggende er det:
• De fleste museer
• I mange biografer
• Nogle svømmehaller
• De fleste forlystelsesparker
• De fleste zoologiske haver
• Mange teatre
• Og mange andre steder
• Hvordan får man et ledsagerkort?
1) Gå ind på hjemmesiden: http://www.handicap.dk
2) Vælg fanen ”brugerservice” http://www.handicap.dk/brugerservice/
3) Rul lidt ned af siden og vælg fanen ”ledsagerkort” eller bare tryk direkte på dette link: http://www.handicap.dk/brugerservice/ledsagekort/
4) Tryk på den skrift hvor der står: Tryk her for at downloade ansøgningsskemaet
5) Udfyld ansøgningsskemaet
6) Få din læge til at udfylde side 2 af ansøgningsskemaet
7) Så skal du sende ansøgningsskemaet til Dansk Handicaporganisation
Deres adresse er:
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup
8) Så skal du bare vente med god tålmodighed for det sendes med Post Nord
• Hvad så når det skal fornyes?
Har man et varigt handicap som autisme/asperger, ADHD osv. så vil der være en stjerne udfor udløbsdatoen på ledsagerkortet. Det betyder man kun skal sende det skema der hedder ”Fornyelse-varig”, som er lidt længere nede af siden http://www.handicap.dk/brugerservice/ledsagekort/ over til Dansk Handicaporganisation. Da man ikke skal nævne dokumentation for handicap og ledsagerbehov igen, da det er vurderet at det er et livsvarigt handicap.
Husk dog at sende det i god tid inden dit ledsagerkort udløber, da det er Post Nord almindelig brev det sendes med. Så det kan godt tage lidt tid.
Jeg har lavet en video omkring ledsagerkort for 2 år siden.