Du behøver ikke forstå, bare du anerkender
11. april 2019
Mange konflikter kan fjernes ved blot at anerkende.
Jeg ved godt, at min hjerne tænker og oplever anderledes end mange andre uden diagnoserne Asperger Syndrom og ADHD. Det er dog ikke ens betydende med, at det er en forkert måde at tænke på, bare en anderledes måde.
Det kan betyde, at du ikke forstår mig, men fremfor at gennemtrumfe din måde at tænke på, når den virker forkert for mig, så anerkend min måde at tænke på.
Anerkendelse skaber tryghed og følelsen af, at man er okay, ligesom man er.
Jeg har mange eksempler på manglende forståelse. Jeg har valgt nogle af dem ud. De er alle sammen fra min skoletid, for at sætte fokus på, hvor nemt konflikter kan fjernes og trivsel fremmes.
Tilbage i 3. klasse fik jeg en ny klasselærer og hun rettede altid med rød kuglepen. Er der noget, jeg har rigtig svært ved, så er det at få rettet mine tekster med rød kuglepen. Det snakkede mine forældre med min klasselærer om og vi skrev det endda i min kontaktbog. Den kontaktbog har jeg stadig og det der skræmmer mig er, at min klasselærers svar til mine forældre, der blot beder om, at hun retter med sort eller blå kuglepen. Det min klasselærer skriver er:
”Det skal du ikke bestemme, jeg retter med det, som passer mig”
Bum konflikt og nedsmeltning. Det er en ærgerlig måde at imødese sine elever. På det tidspunkt havde jeg ikke fået min diagnose, men vi vidste i familien, at jeg ikke var som alle andre 9 årige.
Den konflikt kunne nemt have været undgået, hvis hun havde anerkendt mig. Hvis hun havde svaret ”Det vil jeg huske til næste gang”
Det ville havde været en meget mere anerkendende tankegang. Jeg kan godt forstå, hvis hun aldrig har tænkt over det, for det er ikke alle, der har det sådan. Jeg kan også godt forstå, hvis hun faktisk ikke forstod, hvorfor det er så vigtigt for mig. Det er lige meget, om hun selv forstod det. For det vigtigste er, at det ikke ville ændre hele hendes verden at rette med en anden farve, men det faktisk ville ændre ufattelig meget for mig. Det ville blandt andet betyde, jeg ikke kom grædende hjem hver gang jeg havde fået en opgave tilbage med rød kuglepen.
Så den lille anerkendelse fra hende, kunne have gjort en kæmpe forskel.
Matematik har altid været mit yndlingsfag, men jeg har desværre haft samtlige matematiklærer, der virkelig ikke har anerkendt mig og min måde at tænke på.
I 5. klasse delte min lærer en opgave ud, et udskrevet eksemplar til hver. På den han gav mig, var der et bukket hjørne. For mig er det en fejl. Det er ikke for at være på tværs eller bare være modsigende, jeg kunne virkelig ikke lave den, for fejlen rodede for meget. Det sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne lave opgaven, når der var fejl på. Han svarede mig, at der ikke var fejl på og at jeg bare skulle lave den. Jeg krøllede den sammen og sagde, at det kunne jeg ikke, når der var fejl på. Han tog den op og sagde, at nu var den jo bare mere krøllet. Jeg blev utrolig frustreret og krøllede den sammen igen og smed den på gulvet. Jeg rejste mig og gik mod døren og råbte, jeg ikke kunne lave den, når der var fejl på. Min lærer vælger at råbe tilbage til mig, der har smækket døren, at jeg skal komme tilbage og lave den, for der er ikke fejl på.
Den konflikt og nedsmeltning kunne være undgået, hvis bare han havde givet mig en anden. Han stod med resten af opgaverne, der skulle deles ud til resten af klassen. Så han kunne bare have taget den opgave, han havde givet mig med fejl på og givet mig en ny og sagt ”jeg kan forstå, at det for dig er en fejl og det anerkender jeg og giver dig en anden” Fremfor nærmest at ville demonstrere hans magt ved at fastholde hans opfattelse af, hvad en fejl er.
Så kære lærer inden du næste gang skælder et barn ud, for at have en anden opfattelse af verden end dig, så tænk lige over det en gang til. For det er faktisk ret nemt at anerkende ting man ikke forstår. Det giver en langt bedre trivsel og følelse af være okay, hvis man bliver anerkendt.
Anerkendt for noget, der måske ikke er noget alle andre har svært ved, men som kan være udfordrende for mig.
Jeg ønsker ikke at være til besvær, men nogle gange bliver min opførelse set som besværlig og dermed bliver den besværlig gjort. Det der i virkeligheden sker er, at jeg udtrykker hvordan min hjerne er skruet sammen, at der er noget, der udfordrer, noget der ofte nemt kan ændres på. Bliver jeg anerkendt for det, anerkendt for at det er okay, også selvom du ikke forstår det, så vil jeg være en langt nemmere elev. Nemmere forstået på den måde, at du ikke ser mig som besværlig, men mere som en elev med en anderledes måde at tænke på.
Så anerkend og dermed skab tryghed og accept af mig. Ved altid at anerkende mig, selvom du ikke forstår mig, giver du mig muligheden for at vokse og vide, at jeg ikke er forkert.
