Om at få en nedsmeltning

Om at få en nedsmeltning og lukke helt ned midt i Københavns lufthavn

11. september 2017

I fredags fik jeg et nedbrud, min krop gik i sort.

 

Det er svært at skrive om, da jeg faktisk ikke kan huske det hele. Der er i hvert fald noget, der er helt væk. Men jeg vil gerne prøve at skrive om det, så godt jeg nu kan. Da jeg tænker andre, måske kan få noget ud af det.

 

Jeg havde haft en hård dag om fredagen. Allerede fra jeg stod op, da jeg aftenen forinden havde haft en nedsmeltning. Ikke en voldsom en, men den havde været der. Når jeg har haft en nedsmeltning, så går der som regel mindst en dag før den er ude af kroppen. Når jeg har det psykisk hårdt, går der som regel længere tid.

Mets Aspie World autisme ADHD blog nedsmeltning

Lige for tiden har jeg det ikke psykisk godt. Jeg er meget presset og stresset. Forhåbentlig kommer der snart ro på igen.

 

I fredags stod jeg op 5:30, fordi jeg skulle til København og mødes med de andre fra mit hovedfag. De andre havde allerede været der fra om onsdagen, men det vidste jeg godt, at jeg ikke kunne holde til. Så jeg nøjes med at komme om fredagen, frem for at være der onsdag til fredag.

Jeg skulle flyve sammen med min far til København klokken 7. Jeg var nemlig så heldig, at min far skulle til konference i København den fredag. Sønderborg lufthavn er heldigvis meget lille og overskuelig, men det er Københavns lufthavn ikke.

Det gik fint på turen derover, jeg kom ud til Ungdommens Folkemøde, hvor vi som hovedfag skulle stå for højskolens telt/stand.

 

Det var en hård dag derude, det var vådt, mudret og de andre var meget trætte. Hvilket var forståeligt, eftersom de også havde været derude i regnen hele torsdagen.

Det var en spændende og lærerig oplevelse at være af sted til Ungdommens Folkemøde.

 

Min far kom ud og ”hentede” mig i Søndermarken, så vi sammen kunne følges med metro tilbage til lufthavnen. Vi havde taget en taxa om morgnen.

Det gik fint med at komme med metroen. Jeg var træt, stresset og psykisk presset. Da der er nogle ting på skolen lige nu omkring den elevstøtte jeg har, der ikke fungerer. Så mit hoved er meget fyldt op af det. Min mor skulle have fat i skolen om fredagen, hvilket hun også fik. På vej i metroen fik jeg en sms som tiltede mig rigtig meget. Det der stod i den, var noget jeg slet ikke kunne have regnet ud, ville være der situationen stod. Jeg havde troet, at vi var meget længere i processen. Så da jeg var kommet ind i lufthavnen, måtte jeg have fat i min mor. For at høre hvad hun havde snakket med skolen om, siden jeg fik den sms fra min støttelærer. Jeg er rigtig glad for min støttelærer, men i og med at hun er min forbindelse mellem mig og skolen, er det også hende, jeg får de knap så gode nyheder at vide fra.

 

Nu var jeg helt derude, at jeg skulle bare finde et stille sted og få ro på. Det er lettere umuligt i en lufthavn. Jeg var samtidig våd, kold og havde mudder på sko, bukser og sokker. Udover det havde jeg ikke haft overskud til at komme på toilettet ude ved Søndermarken, så jeg havde heller ikke været på toilet i 8 timer, da jeg bare havde udskudt det behov.

 

Jeg vidste, at nu gjaldt det bare om at komme ned til vores gate. De af jer der har været i Københavns lufthavn, ved at det er en stor lufthavn. Den gate vi skulle flyve fra, er i den helt anden ende i lufthavnen end security.

 

Jeg gik målrettet, med min far gående lige bagefter mig, mod den ende. Da vi så nåede til infotavlen, hvor man kan se den nøjagtige gate. Sagde jeg til min far, at jeg lige ville tjekke hvor vi præcist skulle hen. Min far sagde, at han havde fløjet denne tur mange gange og de fløj altid fra den samme gate, så det behøvede jeg ikke tjekke.

Jeg snerrede i et meget irritabelt tonefald, ikke højt, ikke råbende, men et sammenbidt snerrende svar om at jeg ville se hvor vi skulle flyve fra.

 

Nu husker jeg ikke præcist hvad den fremmed mand, der syntes han skulle blande sig sagde. Men jeg husker meningen, i det han sagde. Det han sagde var noget i denne dur:

”Nå nå sådan taler man da ikke”

 

Så lukkede jeg sammen, jeg ved, at jeg fik sagt til ham at han skulle holde sin kæft. Min far sagde også at han ikke skulle blande sig. Heldigvis fik min far mig væk fra ham og den situation.

Men der var min hjerne lukket sammen, jeg var gået helt i sort. Jeg husker ikke hvor længe, jeg bare stod med lukkede øjne med armene op foran ansigtet og græd og hyperventilerede, da jeg slet ikke havde kontrol over min vejrtrækning. Alt var bare slørret og uklart. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min far fik mig ned af mod gaten, men da vi lige var kommet ind af gangen, så gik jeg hen til væggen. Jeg satte mig ned på hug og brød sammen. Jeg var så tung i kroppen, jeg var træt, frustreret, vred og helt vildt udmattet.

 

Hvor længe jeg sad der og græd, ved jeg ikke. Min far gjorde det helt rigtige, han skældte mig ikke ud eller sagde jeg skulle tage mig sammen. Han spurgte om, han skulle gå op og se hvilken gate det præcist var. Jeg svarede bare med, at jeg ikke vidste det. For jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg gerne ville lige der. Min far blev siddende og ventede på, at jeg var klar til at gå videre. Ikke noget med at skynde på mig, han satte sig bare på hug og ventede.

 

Efter noget tid kom vi ned til gaten, meget langsomt. Da jeg var meget tung og træt i hele kroppen. Da vi endelig var helt hjemme, var jeg fuldstændig færdig. Jeg spiste aftensmad på værelset sammen med min ene hund. Jeg fik ro på om aftenen og hele lørdag brugte jeg på at slappe af i min seng. Det er så vigtig at få slappet af bagefter.

 

Det vigtigste for mig i sådan en situation er, at jeg ikke får at vide, at jeg bare skal tage mig sammen. For det er ikke bare at tage sig sammen, når man er blevet så over ophedet af sanseindtryk, stress og kaos. Jeg ville da ønske, at det aldrig ville ske for mig. Jeg gør også, hvad jeg kan for at det ikke sker. Men nogle gange så ramler alt sammen, så er det umuligt bare lige at tage sig sammen og komme videre. Så skal tingene tages roligt og i mit tempo.

 

Copyright @ All Rights Reserved