Inklusion eller eksklusion?
26. februar 2019
Der er i dag rigtig meget fokus på inklusion. Der er både dem, der mener, at inklusion er virkelig godt og noget alle børn med særlig børn bør kunne, inkluderes i almindelige klasser. Der er også dem, der mener, at det er langt bedre med ikke at inkludere børn med særlige behov i almindelig klasser. Modsvaret til dem, der mener inklusion ikke er godt, er typisk, at så ekskluderer man jo et barn fra samfundet.
Min holdning er, at inklusion er en dårlig ide, sådan en virkelig dårlig ide. Det gavner ikke barnet med de særlige behov. Jeg mener, at vi ender med at ekskludere børn med særlige behov helt fra dem selv. Med det mener jeg, at vi ender med at give børn med særlige behov en følelse af at være forkerte.
Inklusion kræver rigtig meget for at kunne lykkedes. Det kræver både et samarbejde mellem forældre, elev, lærer og fagpersoner. Men det kræver også at der er hjælp både i timerne, i frikvarterene og i fritiden. Det betyder, at klassekammerater og deres forældre også skal informeres om hvilke særlig behov, der er tale om. Vi har altid i talesat, at jeg har diagnoserne Asperger Syndrom og ADHD, både til mine klassekammerater men også til deres forældre.
For hvis fritid og frikvarter ikke fungerer, så er man heller ikke inkluderet i timerne.
De fleste tager afstand fra ting, de ikke forstår. Hvis det er et menneske, de ikke forstår, tager de afstand. Det betyder, at hvis der er ikke er trivsel i både timer, frikvarter og fritid er inklusionen ikke lykkedes.
Det er den praktiske del af inklusion, men en helt anden del er den følelsesmæssige.
For når man er sammen med andre, der ikke er som en selv, så oplever man en forkerthedsfølelse.
Den har jeg selv siddet med, følelsen af at være forkert. Følelsen af at jeg burde tage mig sammen, for hvorfor kunne jeg ikke lige som de andre? Kampen for at normalitet har præget mig i rigtig mange år. Jeg har virkelig følt mig forkert. Jeg har været forsøgt inkluderet mange gange. Forsøgt kun, jeg har aldrig været inkluderet.
Når man har en autismediagnose modnes man på nogle punkter 1/3 del langsommere end dem, der ikke har diagnosen. Det ses især tydeligt, når man rammer teenagealderen, der rykker de jævnaldrene fra en. Det er i hvert fald sådan, jeg har følt det. For jeg kunne ikke længere følge med de andre.
De jævnaldrende uden diagnose gik langt tidligere fra leg til at nu skulle man bare hænge ud og snakke sammen. Den berømte small talk, som er så stor en udfordring. Jeg var slet ikke der, da jeg var 12-13 år. Jeg var stadig mere til det konkrete som leg.
Det med fest kom også langt tidligere for mine jævnaldrende. Det er faktisk stadig ikke noget, jeg har lyst til. Det har også noget med mig som person. Men dengang som 14-15 årig følte jeg mig bare ekstremt ekskluderet, for jeg kunne slet ikke rumme at tage med til fest og andre arrangementer i den dur. Det var en alt for diffus ting for mig. Der var ikke rammer, der var ikke en struktur og forudsigelighed. Derudover var der altid højt musik og som ældre også alkohol. Det man laver til en fest er at socialisere og snakke sammen om ja alt og ingenting. Ingen faste regler med hvornår man kom og gik. Der er som regel et starttidspunkt, men ikke et sluttidspunkt. Det er der til børnefødselsdage, der er et start og sluttidspunkt.
Uanset hvor gammel jeg er, så har jeg altid brug for start og sluttidspunkt. Så kan jeg langt nemmere se om jeg kan overskue det. Samt regne ud hvor meget energi jeg skal bruge på at være med. Så jeg faktisk bruger mig selv 100%, mens jeg er der og ikke 50% for konstant at spare, fordi jeg aldrig ved, hvornår det slutter.
For det ligger ikke hos mig at fornemme et tidspunkt, mens man er der, hvor man kan tillade sig at gå, som jeg kan forstå det gør hos andre uden en diagnose.
Det betyder så, at når ens klassekammerater har været til en fest eller andet i den dur i weekenden og man ikke selv har kunne overskue det, så er man langt bagud på det sociale og dermed ekskluderet.
Betyder det virkelig at hvis man skal inkluderes i den almene klasse, skal man gå på kompromis med ens egne behov?
Snakken i den almene klasse om fremtid og fremtidig uddannelse er rettet mod flertallet. Det betyder, at jeg har siddet flere gange med følelsen af ikke at være okay som mig. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne tage en uddannelse på almindelige vilkår. Men lige frem at få det skåret ud i pap, at det kun var mig og ikke noget alle andre kæmper med, er ikke ligefrem noget, der styrker en 15-årigs selvværd.
Havde jeg derimod siddet med andre med en autisme diagnose, så kan det godt være, at vi ikke har samme udfordringer. Men jeg tror, at vi sidder med den samme frygt for fremtiden og tanke om, hvad jeg mon kan holde til.
Jeg ville føle mig mere tilpas, for jeg ville ikke føle mig som den forkerte, men som en del af et fællesskab, hvor man ikke kunne gå den lige vej.
Jeg er i dag 21 år og jeg har brugt utallige år på at dunke mig selv i hovedet og kæmpe for det samfundet har defineret som normalitet.
Jeg har endelig erkendt: ”Det er ikke mig, der ikke er god nok. Det er samfundet, der ikke er godt nok”
Det er samfundets konstante pres på, at ville have mig til at gå i klasse med andre uden en diagnose, fordi jeg skulle inkluderes. Jeg har kun følt mig ekskluderet og forkert. Haft utallige nederlag med 11 skoleskift.
Jeg har ingen uddannelse heller ikke den almindelige 9. klasses afgangsprøve, jeg har kun en matematik D eksamen. Den tog jeg først som 18 årig på fjernstudie.
På fjernstudie var rammerne der og jeg læste på 3 måneder 4 års skolegang op og fik 12 i både skriftlig og mundtlig matematik. Ja det er jeg stolt af. Samtidig viser det mig, hvor vigtige rammerne er.
Os med særlige behov kan sagtens, men det kræver noget af samfundet. Det kræver, at samfundet erkender, at vi ikke alle sammen kan inkluderes i almene klasser. Inklusion kan faktisk føles mere som en eksklusion og som en følelse ikke at være godkendt af samfundet.
For man bør kunne gå i en almen klasse ifølge samfundet, men det er ikke alle, der får glæde af det.
Skab trivsel ved at lave flere speciale tilbud, hvor man rent faktisk kan spejle sig i klassekammeraterne.
