Neurotypisk og Autistisk energiniveau

Neurotypisk og Autistisk energiniveau

- Et slide fra mit foredrag ”Mets Aspie World”

9. november 2017

Af hvad jeg har oplevet, så er der stor forskel i mit og andre på spektrets energiniveau og så på mine forældres og andre som ikke er på spektrets (neurotypiske) energiniveau.

 

Som slidet (billedet) viser, så aflades neurotypiske langsomt og oplades hurtigt, hvorimod os på autisme spektret aflades hurtigt og oplades langsomt.

 

Mets Aspie World autisme ADHD blog energiniveau

Det betyder, at der skal mere til før en neurotypisk bliver træt og har brug for en pause for at lade batterier op igen. Når batterierne så skal lades op igen, så går der ikke så lang tid, før at batterier er fuldt opladet igen.

Hvorimod os på autisme spektret hurtigere bliver træt og udmattet, der skal knap så mange ting til, før vi har brug for en pause og lade batterier op igen. Når batterierne så skal lades op igen, så går der relativt lang tid, før de er fuldt opladet igen. Der går lang tid i mellem, at jeg har fuldt opladet batterier, der er altid taget en lille smule strøm på det.

 

Grunden til at begge mobiltelefoner er ens, er fordi man kan ikke se forskellen på os. Ud af til ser vi ens ud. Man kan ikke gå ind i en forsamling og spotte, hvem der er på spektret og ikke er, i hvert fald ikke hvis man kun kigger på, hvordan vi ser ud.

Af samme grund har mit foredrag undertitlen ”at se ud som alle andre, men ikke være som alle andre”

 

Noget andet jeg har lagt mærke til er, at det der er neurotypisk opladning tit er autistisk afladning.

Nogle eksempler på det er:

• At sidde og snakke

• Bare at være sammen og hygge

• Se en film

• Spise sammen (også bare sådan en almindelig aften med kun ens kernefilme 1-3 andre omkring bordet)

 

Det er blot nogle få eksempler på, hvor jeg har oplevet, at dem der ikke er på spektret faktisk bliver ladet op, hvorimod jeg bliver afladet og faktisk har brug for en pause bag efter.

 

Eksemplet med at spise sammen er noget, jeg synes, er rigtig vigtigt at være opmærksom på. Det er ikke, fordi jeg ikke gider spise sammen med min familie, hvis jeg en aften for eksempel gerne vil spise alene på værelset. Så er det faktisk, fordi jeg er for træt og uden overskud til også at kunne holde til at spise et måltid sammen med familien. Det er noget jeg gør, for at passe på mig og mærke efter. Så for mig er det rigtig vigtig, at min familie accepterer det og ikke mener jeg bare vil spise på værelset, for at være på tværs, men faktisk fordi jeg ikke har overskud til flere sanseindtryk.

 

Når jeg er færdig med at spise, så hjælper jeg ikke med at tage af bordet. Jeg hjælper heller ikke med at rydde på bordet. Det gør jeg ikke, fordi det dræner mig alt for meget. Vi har snakket om det herhjemme, for jeg ved godt, at det ikke er normen, at man som 19-årig ikke hjælper til. Jeg ved også, at jeg godt kan. Men det kræver bare så meget af mig. Så det er faktisk en kæmpe hjælp, at jeg ikke skal.

 

Jeg ved, at skulle jeg hjælpe med at rydde på bordet, så ville mit overskud være så meget væk, at jeg ikke ville have overskud til at spise sammen med de andre. Skulle jeg hjælpe til bagefter, ville jeg være så træt, at jeg ikke har overskud til noget andet den aften. Så for mig betyder det så meget, at mine forældre anerkender, at det er ikke fordi jeg ikke kan, det er fordi det kræver alt for meget af mig.

 

Jeg var på ferie med min mormor her i sommers, hvilket var en virkelig god ferie. Jeg havde så min mormor med til NAUK Århus pårørende dag her i oktober. Der sagde min mormor noget, der gjorde stor indtryk på mig og virkelig betød meget for mig. Det hun sagde var:

”For mig er det nemt nok lige at smøre en rugbrødsmad, det er faktisk ikke noget jeg tænker over, det er bare noget jeg gør. Men jeg ved, at for Mette er det noget der kræver meget energi og derved er det ikke bare lige. Så derfor er det ikke noget problem at smøre en frokost til Mette, for det kræver intet af mig. Så er der andre ting som Mette nemt kan og som ville være alt for krævende og besværligt for mig, som for eksempel at køre i bil rundt på Gran Canaria”

 

Grunden til at det betød så meget, at hun sagde det, var at så kunne jeg høre, at det faktisk ikke er en belastning for andre. Fordi det der er så krævende for mig, er lige til for andre. Men det der kan være krævende for andre, er lige til for mig.

 

Jo jeg kan godt smøre en rugbrødsmad, men det kræver bare så meget energi af mig. Men så er der andre ting, som jeg synes er meget lige til, som andre synes er svært.

Som for eksempel så hjalp jeg min mor med alt det grafiske til hendes foredrag på Skive konferencen. Det er noget jeg er god til og som er lige til for mig, men som ville kræve rigtig meget af min mor at få lavet.

 

Til sidst vil jeg linke til Anne Skov fantastisk opslag ”95 trin til en mad”, for det giver så stor indblik og forståelse af at det ikke er bare lige:

https://www.facebook.com/groups/overlevelsesguidensvidensbank/permalink/1491936100817481/

Copyright @ All Rights Reserved